Monotypi

Denne teknik har sit navn fra græsk og betyder enkeltaftryk. Monotypi er ikke en egentlig grafisk teknik, men det færdige resultat har mange lighedspunkter med grafik.

Materialer

Linoleumssnit

Materialer
Linoleum, brunt, 3 -4 mm tykt. 
Linoleumsknive i 4 forskellige former, som vist på fig. 23 eller billige træskærerjern med fast skaft. Knivene skal være u- eller v-formede. 
Bogtryksværte på olie- eller vandbasis. 
Glasplade. 
Skæreplade. Se fig. 24. Letter skærearbejdet. 
Paletkniv (spartel). 
Gummivalse. 
Trykpapir, enhver sugende papirsort kan anvendes. Det anbefales at anvende japanpapir eller det billigere long fiber. 
Ske til trykningen. En trykpresse kan også anvendes. 
Terpentin eller petroleum til rengøring. 
Gamle klude. Gamle aviser til underlag ved skæring og trykning.

Skæring af linoleumstryk
Med en kniv udskæres en plade - fra bagsiden - i det ønskede format, og motivet kan tegnes direkte på pladen med en blød blyant, kridt eller tusch. Under tegnearbejdet skal man være opmærksom på, at det færdige linoleumssnit spejlvendes ved trykningen. Har man allerede tegnet sit motiv på et stykke papir, kan det overføres til pladen ved kalkering, men som i alle andre grafiske teknikker gælder det, at en overført tegning kun kan være en rettesnor, idet billedet skabes under arbejdet i pladen.

Fig.23. Linoleumsknive

Fig.24.Skæreplade

Fig 24A

Med kniven friskæres tegningens omrids, og med de 2 v-jern udføres linier samt finere og grovere skraveringer. De 2 u-jern anvendes fortrinsvis til bortskæring af flader. Bemærk, at skærearbejdet går lettere, når pladen er håndvarm (25-30" C). I øvrigt kan jernene anvendes på mange måder, og gennem øvelse læfer man at bruge dem på den måde, der bedst passer til motivet og ens temperament. Under arbejdet er det en gylden regel - som gælder for alt skærea-rbejde - at man altid snitter bort fra sig selv og aldrig støtter pladen med en hånd foran det skærende værktøj, da snitjernene let smutter og ryger ind i hånden.

Ved skæring af linier er det vigtigt, at disse er bredest ved roden og smallest ved pladens overflade, således som fig. 24a viser; i modsat fald risikerer man, at de ødelægges ved trykningen. Ved bortskæring af større flader skal man skære så dybt, at farvevalsen går fri af det bortskårne; derved opnår man med sikkerhed en hvid flade. Når pladen er færdigskåret, renses den omhyggeligt for fliser og støv og er nu klar til trykningen.

Fig. 25. Linoleumssnit

Tryksværte og trykpapir
Som nævnt under materialer kan der anvendes tryksværte p å såvel vandsom oliebasis. Fordelen ved tryksværte på vandbasis er, at trykkene får en mattere overflade end med tryksværte på oliebasis, der giver et skinnende tryk. På den anden side tørrer tryksværte på vandbasis hurtigt, hvilket er en ulempe ved store tryk.

I almindelighed kan bogtryksværte anbefales; det fås i både tuber og dåser. For at undgå at sværten tørrer ind til en sej skorpe, er det nødvendigt at holde dåsen eller tuben lufttæt lukket. Bogtryksværte kan fortyndes med linolie eller transparenthvidt.

Som det ligeledes er nævnt under materialer, kan der trykkes på enhver sugende papirsort. Imidlertid trykkes linoleumssnit som oftest ved gnidning, og hertil er som nævnt det gennemsigtige japanpapir eller det billigere long fiber velegnet. Det er bløde, følsomme og stærkt sugende papirsorter, der giver smukke tryk. Inden man begynder at trykke, skærer man så mange ark papir til, som skal anvendes; herved undgår man at skulle skære papir til med fingre, der er blevet snavsede under trykningen. Papirarkene skal være noget større end den plade, der trykkes; ca. 5 cm på længden og bredden vil være passende.

Med paletkniv (evt. spartel) spartles tryksværten ud på en glasplade i et nogenlunde jævnt lag. Er sværten for svær eller sej, tilsættes nogle få dråber linolie eller lidt transparenthvidt, og opblandingen foretages med paletkniven. Derefter valses tryksværten ud til en tynd hinde og rulles med valsen ud over linoleumspladen i flere retninger, til man ser, at alle ikke bortskårne partier er dækket med et jævnt, tyndt f arvelag. Pladen er komplet indvalset, når dens overflade har et jævnt, skinnende udseende, og man kan da ikke løfte valsen, uden at pladen har en tilbøjelighed til at følge med.

Under indvalsningen af pladen er det vigtigt, at der ikke er alt for meget sværte på valsen. Er der for meget på den, risikerer man let at fylde de finere linier i linoleumssnittet med sværte, og de større flader f *ar et lag af uensartet tykkelse, der giver grimme »fede« pletter i trykket. På den anden side giver en plade, der har f a*et for lidt sværte, et gråligt tryk.

Når pladen er indvalset, lægger man forsigtigt trykpapir på, og med et let tryk af håndfladen fæstner man det til den indvalsede plade. Med en ske (eller et andet værktøj med en glat afrundet overflade) gnider man nu ud over papiret, idet man arbejder sig ud fra midten mod pladens kanter. Herved undgår man, at tynde papirsorter folder sig under trykningen. Er der til trykningen anvendt japanpapir eller andet gennemsigtigt papir, vil man under arbejdet se, hvorledes det opsuger farven, og man kan følgelig konstatere, når pladen er færdigtrykt; de indfarvede partier står da med en ensartet, næsten sort farve på papirets bagside.

Gnider man forsigtigt med et svagere tryk, kan man opnå en gråtone, og ved anvendelse af gennemsigtigt papir har man god mulighed for at kontrollere f arvetonen og sikre sig, at den bliver den samme i de følgende tryk.

I stedet for straks at gnide med skeen kan man starte trykningen ved en afklapning med en stiv børste, hvilket giver en blød grå tone, og derefter fortsætte med skeen over de flader, der skal være sorte.

Bruger man trykpapir, der ikke er gennemsigtigt, kan man kontrollere afgnidningen ved forsigtigt at løfte et af hjørnerne og se, hvorledes det har suget farven, og derefter forsigtigt lægge det ned igen og fortsætte afgnidningen. Med uigennemsigtigt papir er det derimod ikke muligt at fremstille en kontrolleret gråtone.

I stedet for afgnidning med en ske kan trykningen udføres ved at rulle med en ren gummivalse over den indfarvede plade med pålagt trykpapir. Det kan da anbefales at dække dette med et ark papir (makulatur), der dels beskytter trykpapiret mod ødelæggelse, dels forhindrer, at gennemsivet tryksværte, især ved tyndt papir, overføres til valsen.

Skal man trykke et linoleumssnit i et større oplag, fleks- 5o eller flere eksemplarer, er det for langsomt at anvende gnidemetoden, i stedet kan man da benytte en trykpresse (evt. en vridemaskine). Trykpressen er behandlet nærmere side 64. Her skal blot gøres opmærksom på, at det er en forudsætning for dens anvendelse, at pressens valser kan spændes så langt fra hinanden, at linoleumspladen kan passere igennern maskinen uden at ødelægge denne. Valsernes tryk skal desuden være væsentlig mindre end ved trykning af raderinger. Er det for stort, ødelægges linoleumspladen meget hurtigt, og i bedste fald får trykkene ubehagelige udflydende konturer. Som en rettesnor for pressens indstilling kan man sige, at pladen ikke må trykkes op i papiret og danne relief i dette. Til trykning i en trykpresse  kan alle sugende papirsorter anvendes, men her er det ikke umiddelbart muligt at frembringe en gråtone på en del af trykket, som det er ved afgnidning.

Er man efter det første tryk - prøvetrykket - ikke tilfreds med resultatet, kan man rengøre pladen med terpentin eller petroleum og fortsætte med skærearbejdet. FejIskårne partier lader sig derimod kun vanskeligt reparere, og man bliver i de fleste tilfælde nødt til at tage fat på en ny plade. Mindre fejI kan dog repareres ved udfyldning med plastisk trærnasse eller plasticpadding.

Når man er færdig med trykkearbejdet, rengøres glasplade, gummivalse, linoleumsplade og paletkniv med petroleum eller terpentin og aviser og gamle klude. Gør man ikke rent efter endt arbejde, skaffer man sig blot en masse kedsommelige vanskeligheder, når arbejdet genoptages en anden dag.

fig 26

I det foregående afsnit blev det beskrevet, hvorledes man ved at gnide med formindsket tryk kunne fremstille en gråtone, og hermed er begrebet farve allerede indført. En anden simpel måde at lave farvetryk på er at trykke på farvet eller tonet papir og evt. anvende en anden trykfarve end sort. Drejer det sig derimod om flerfarvetryk, skal der skæres flere plader, som regel så mange, som der skal være farver i trykket. Pladerne skæres nøj agtig lige store, og hjørnerne skal være i vinkel (90 gr).

På en af pladerne tegnes eller kalkeres hovedmotivet, og dette udskæres. Denne plade - den såkaldte » nøgleplade « - danner grundlaget for det videre

arbejde. Fra pladen tages et tryk på papir, og medens dette endnu er »vådt«, trykkes det af mod en af de andre plader. Således fortsætter man med at tage tryk fra »nøglepladen« og overføre disse til de andre plader, som skal anvendes.

I stedet for at skære en nøgleplade kan man, hvis det ikke drejer sig om for mange farver, kalkere motivet over på pladerne. Denne metode forudsætter naturligvis, at man under kalkeringen nøje følger de tegnede linier. Drej er det sig om et f arvetryk, hvor to eller flere farver ikke lapper ind over hinanden, men ligger med en vis indbyrdes afstand, kan de trykkes fra den samme plade ved forsigtig indvalsning med de pågældende farver. Endelig skal det nævnes, at ved sønderskæring af pladen er det muligt at trykke med to forskellige farver, der grænser op til hinanden. De enkelte stykker indvalses da hver for sig og samles som et puslespil i en afpasset ramme af samme højde som den oprindelige plade.

Fra hver plade bortskæres nu alt, hvad der ikke hører til pladens farve. I øvrigt følger skærearbejdet nøjagtig de samme retningslinier som beskrevet under det sorthvide linoleumssnit. Det samme gælder trykningen af den enkelte plade.

Flerfarvetryk udføres som oftest med bogtrykfarve; den ufortyndede farve er dog tilbøjelig til at blive tæt og virker da ubehagelig p *a det færdige tryk. Den fortyndes derfor ved opblanding med transparenthvidt, evt. med nogle dråber terpentin. På samme måde laves de helt lette farvetoner ved en kraftig fortynding af den rene bogtrykfarve. I stedet for bogtrykfarve kan der anvendes japansk vandfarve - japan aqua - den er fremstillet af et farvepulver, der rives med gummi arabicum og tilsættes nogle dråber glycerin for at forlænge tørretiden. Før brugen spædes farven med vand til en passende konsistens. På den indfarvede plade lægges et ark godt fugtet japanpapir, ovenpå dette et ligeledes fugtet papir og øverst et tykkere tørt papir, på hvilket afgnidningen foretages på den sædvanlige måde. Imidlertid tørrer disse farver hurtigt og egner sig derfor bedst til mindre plader.

Det væsentligste problem ved flerfarvetryk er den nøjagtige tilpasning fra plade til plade. Drejer det sig om to-farve-tryk på gennemsigtigt papir, kan tilpasningen foregå på øjemål, idet man skal huske at trykke den mørkeste farve til sidst. Med nogen øvelse kan man på denne måde opnå udmærkede resultater.

Således kan man dog ikke gå frem ved trykning af flere farver; da er man bedst tjent med at anvende en 9o`s vinkel af samme tykkelse som pladen. Trykpapiret fastgøres til vinkelen med klæbestrimler eller tegnesøm (husk: ikke tegnesøm, hvis der anvendes trykpresse). Den indvalsede plade anbringes op mod vinkelens hjørne, og trykningen udføres. Deref ter løftes trykpapiret forsigtigt, pladen fjernes, og den næste bringes på plads og således fremdeles, til alle plader er trykt.

Træsnit

Materialer

Træplade. Pæretræ og kirsebærtræ er det bedste, anvendelige er også plader af træ fra lind, ahorn, birk og fyr samt birketræsfinér, der er billigt. Tykkelsen af dette bør være 6- 10 mm.

Skærejern. Det anbefales at råde over: knive (f. eks. den såkaldte japankniv), u-jern (3,-6, 10 mm brede), v-jern (3, 6 mm brede), fladjern og stemmeiern.

Skærejernenes udseende og karakteristiske snit i træ fremgår af fig. 30. 
Sandpapir til evt. planering og slibning af træfladen.

Skæreplade som vist under linoleumssnit fig. 24. 
Bogtryksværte på olie eller vandbasis. 
Glasplade. 
Paletkniv. 
Gummivalse. 
Ske eller et egnet glat afrundet instrument til trykningen. Evt. trykpresse. 
Trykpapir. Enhver sugende papirsort kan anvendes. Det anbefales at anvende j apanpapir eller det billigere long fiber.
Terpentin ellerPetroleum 
Klude til rengøring.
Gamle aviser til underlag ved trykning.

Træstokken

En grafiker taler ikke om at skære i en træplade, men i en stok, og i det følgende vil da dette ord blive brugt. Endvidere skelner man mellern plankeog endetræ, planken er udskåret i samme retning som træets årer, medens endetræet er udskåret på tværs af disse, som vist På fig 33.

Planken anvendes til træsnit, og endetræet er det foretrukne til trægravering, men kan naturligvis også bruges til træsnit. I det rigtigt behandlede endetræ kan skæreværktøjet, ifølge træets struktur, frit arbejde i alle retninger, medens det i planken er lettere at skære i samme retning som årerne end på tværs af disse.

Enhver træsort kan bruges til træsnit, og hvilken der anvendes, affiænger af ens temperament og af den effekt, man ønsker at opnå. Ved valg af træ er der dog visse almene regler at tage i betragtning. Træet må hverken være for hårdt eller for blødt; hårdt træ, som eg, er alt for strengt at arbejde i, og blødt og svampet træ giver ingen mulighed for udarbejdelse af finere detaljer, og det skårne relief nedbrydes hurtigt under trykningen. Træet bør have en tæt, ensartet fordelt åring, hvilket giver den bedste kontrol med jernenes skæring. Knaster skal man undgå, såfremt de ikke ligefrem tilstræbes af hensyn til billedvirkningen. Endelig bør træet være vellagret og tørt. En stok, der er våd og fyldt med harpiks, er vanskelig at bearbejde.

Hvis det er ønskeligt at arbejde i blødt træ med grov struktur, kan det i nogen udstrækning gøres hårdere og bedre egnet til skæring ved at mætte det med kogt linolie. Også maling med et par lag fortyndet shellak hærder træets overflade (lige dele shellak og sprit er passende). Det er nødvendigt at fortynde shellakken, da den ellers ikke trænger ned i træet, men bliver på overfladen; efter hvert lag shellak slibes stokken med fint sandpapir eller ståluld. Det er i øvrigt en god idé at behandle enhver stok med shellak, dels lettes som nævnt skærearbejdet, dels holder det den tør, så den ikke siden kaster sig.

Noget af det billigste materiale, man kan anvende, er birketræsfinér. Det er let at skære i, og skæring på tværs af årerne går forholdsvis let. Dets struktur bevirker dog, at større flader ikke bliver helt så smukke som i virkelige træsorter. På grund af sin prisbillighed er det dog et materiale, det kan anbefales begyndere at starte med, og af samme grund er det velegnet til farvetræsnit med mange stokke. Endelig skal nevnes, at også hård masonit kan anvendes, men det mangler ganske træets struktur, og trykket bliver nærmest som et tryk efter et linoleumssnit.

Såfremt man ikke ønsker ganske specielle virkninger, skal stokken høvles plan og slibes glat med sandpapir, inden man begynder at arbejde med den. Stokken bør være lige tyk over det hele, og dette er i hvert fald en betingelse, hvis den skal trykkes i en presse. Derimod gør mindre ujævnheder og uensartet tykkelse ikke så meget, hvis den håndtrykkes.

Større stokke fremstilles ved sammenlimning af flere planker, og man skal ved sammenlimningen passe på, at årerne løber i samme retning, da man ellers får vanskeligheder under skærearbejdet. En stok må ikke være for tynd (ikke under mm), og større stokke bør være tykkere (ca.20 mm) af hensyn til styrke og planering. Alf en helt anden grund er det rart med en passende tyk stok: efter endt brug kan den høvles ned og bruges på ny, og denne procedure kan gentages adskillige gange. Når en større stok bliver under io mm tyk, vil den dog være tilbøjelig til at knække. 

Skærejernene

Under materialeoversigten er det nævnt, hvilket skæreværktøj der bør stå til rådighed. Hertil kan bemærkes, at det er ret individuelt, hvilke typer og størrelser der falder den enkelte bedst i hånden - som regel ender man med at foretrække enkelte jern. Det skal dog siges, at man næppe kan undgå at skulle bruge en kniv, et u-jern og et v-jern.

Under skæring i linoleum spiller jernenes skarphed en mere underordnet rolle end ved skæring i træ. Her er det en betingelse, at jernene er pinligt skarpe, og at det skærende punkt på værktøjet ligger korrekt. Kun med skarpe jern er det muligt at skære på tværs af årerne, uden at træet rives op og flosser. At slibe sine jern kræver megen tålmodighed og øvelse. Ønsker man selv at slibe jernene, skal man bruge en oliesten (karborundum) til selve slibearbejdet og en arkansassten til den sidste afstrygning. Stenene fugtes og opbevares i petroleum. Evt. kan man anskaffe en trekantet sten til indvendig slibning af v-jern og en rund eller halvrund til slibning af u-jern. Ofte kan man dog klare sig med en tilspidsning og afrunding på de normale slibesten.

Husk, at nye jern skal efterslibes, selv om de købes for at være slebne de er alligevel aldrig så skarpe, som de skal være.

Fremgangsmåden adskiller sig ikke meget fra den, der bruges ved skæring i linoleum, og alt, hvad der er sagt om dette, gælder da også her. Motivet kan tegnes direkte på pladen eller overføres ved kalkering. En bedre kontrol med arbejdet opnår man dog, hvis stokken først lakeres med shellak og derefter males med fortyndet tusch. Shellakken hindrer tuschen i at synke ned i træet, og under skærearbejdet vil man nu kunne se motivet stå som et mørkt relief mod det lyse træ, og man får et indtryk af det færdige tryk men spejlvendt. Også i dette tilfælde kan man tegne direkte på stokken eller kalkere, idet blyantslinier uden større vanskelighed kan ses på tuschoverfladen. Endelig skal nævnes, at hvis tegningen er udført på tyndt papir, kan dette limes til stokken, hvorefter tegningen skæres fri. Denne metode an~ vender japanerne til deres berømte farvetræsnit.

Under skærearbejdet er det vigtigt, at jernene holdes korrekt i forhold til stokken. Med kniven skærer man ind imod sig selv, idet man tager den i hånden som en dolk og holder tommelfingeren på skaftets top. Under skæringen holdes jernet skråt, rettet imod én selv, og hældende lidt til siden, sa skårne linier bliver bredest ved roden. Ujernet og v-jernet skubbes derimod fremad, bort fra én selv, og holdes ligeledes skråt i forhold til stokken, svarende til vinkelen mellem fasen og jernets længderetning; ved begyndelsen af en linie dog stejlere. Der er ingen grund til at skære særlig dybt Ø 1,5mm), og da slet ikke hvor det drejer sig om tætliggende tynde linier. Denne skæringsdybde giver bedre kontrol over værktøjet, og skærer man dybere er der risiko for at løfte og splintre træet. Ved skæring på langs af årerne, skal der af samme grund skæres med disse, dvs. i den retning, i hvilken de løber ud af træets overflade. Hvor der er tale om bortskæring af store flader, skal der dog, af hensyn til indvalsningen, skæres passende dybt.

Træsnit giver visse muligheder for teksturvirkninger. Som tidligere nævnt er det muligt at få træets egenstruktur - åringen - til at fremtræde i trykket. Arerne træder tydeligere frem, hvis stokken gnides med ståluld, sandpapir eller stålbørste i disses længderetning. Lignende virkninger opnås med udskårne skabeloner af endetræ, groft såvel som høvlet, og med finerede plader af træsorter med karakteristiske overfladestrukturer som palisander, mahogni osv. Andre virkninger fremkaldes ved at bore eller ridse i træet med søm eller syle. Trådvæv og grof t sandpapir kan endvidere presses eller bankes ned i stokken, hvilket kan give virkninger som avisbilledets raster.

Større fejIskæringer er vanskelige at reparere, som oftest bliver man nødt til at høvle stokken ned og begynde forfra. Hvor det drejer sig om mindre fejl, kan de repareres med plastisk træ, eller man kan indsætte en med trælim indsmurt prop. Hvis stokken kun skal håndtrykkes, kan man ofte klare sig ved at slibe det fejlskårne bort, men for at kunne trykke ordentligt, skal der være en gradvis overgang fra det tilbageblevne til det bortslebne. Når pladen er færdigskåret, renses den omhyggeligt for fliser og støv og er nu klar til trykningen.

Fremgangsmåden er nøjagtig den samme som beskrevet under linoleumssnit side 41 og skal ikke gentages her. Det skal blot tilføjes, at træet giver en langt rigere farve og tone end linoleumssnit, hvilket selvsagt også gælder for det sort-hvide tryk.

I grafikken skelner man mellem træsnit og trægravering, som benævnes xylografi, når det anvendes i reproduktionsteknikken (af græsk xylon = træ, og grafein = skrive). Man taler om trægravering, når stokken fortrinsvis er skåret med gravørværktøj, og trykket er karakteristisk ved den udprægede linievirkning med tætte, fine skraveringer. Trægravering udføres fortrinsvis i endetræ, men gravørværktøj kan dog også bruges til planketræ. Denne teknik er ikke så påagtet i dag, og da den er ret vanskelig at beherske, falder den i nogen grad uden for denne bogs ramme, men skal dog kort beskrives. Værktøjet er stort set det samme, som anvendes til gravering i metalplade. På fig. 53 er der vist 2 typiske gravørstikler. Karakteristisk for værktøjet til gravering i træ er en vinkel på ca- 30 ^o mellem stålets endeflade og længdeakse. Foruden dette værktøj anvendes v-jern og u-jern til bortskæring af større flader, akkurat som i træsnit. Det anvendte træ skal have en tæt, helt ensartet struktur, og det skal være temmelig hårdt. Buksbom og jerneg er de foretrukne træsorter, men disse har tynde stammer, og større stokke må derfor fremstilles ved sammenlimning af flere mindre. Velegnet buksbom er vanskelig at skaffe, og det er dyrt - den fineste kvalitet fås fra Tyrkiet. Også pæretræ, løn, hvidbøg og kirsebærtræ kan anvendes, men er ikke tilnærmelsesvis så godt som ovennævnte.

Inden brugen skal stokkens overflade slibes og poleres, så den bliver glat som en marmorplade. Den kan derefter behandles som en stok til et træsnit, også hvad angår tegning på stokken og overføring af et motiv. Under graveringen holdes stikkelen med håndtaget i den grube, der dannes af tommelog lillefingerens forlængelse i hånden, og det er med håndfladens tryk, stikkelen føres frem gennern stokken. Tommel- og pegefingerspidsen ligger på hver side af jernet og støtter og styrer under arbejdet. Stikkelens længde skal være afpasset efter hånden, således at den rager 1-1,5 cm frem foran fingerspidserne. Vinkelen mellem jern og stok er under skæringen meget lille; når man begynder en linie, skal den dog være større. Ved skæring af kurver er det ikke værktøjet, men stokken, der drejes.

Trægraveringer trykkes for hånden eller i en presse. Ved bogillustrationer forekommer det hyppigt, at stokken trykkes sammen med teksten, og dette forhold siger noget om, hvad en stok kan holde til af mekaniske påvirkninger og hvor mange tryk, der kan tages.

Tørnålsradering

Tørnålsradering, som ogs å benævnes koldnålsradering, er den enkleste af de dybtryktekniske metoder. Med et skarpt værktøj ridser - graverer - man direkte i en metalplade, og man kan umiddelbart tage aftryk af arbejdet. De første resultater kan blive overraskende gode og give lyst til at fortsætte, men for den øvede grafiker er det en krævende teknik. Metodens væsentligste begrænsning er de få aftryk, den giver mulighed for at tage - sjældent over 2o. Dette forhold kan dog bedres, hvis pladen fornikles eller forståles ad elektrolytisk vej.

Den anvendte plade skal have en passende tykkelse; er den for tynd, laver man let buler i den under raderingen, og er den for tyk, bliver filt og trykpapir ødelagt under trykningen, papiret stanses ligefrem ud af pladen. 0,5 i,o mm pladetykkelse er passende, idet den tyndere plade anvendes til små raderinger. Kobberpladen er det bedst egnede materiale, det har en ensartet krystalstruktur og en passende hårdhed, der sikrer, at man kan tage temmelig mange tryk, tiden at raderingen ødelægges, og samtidig er det ikke unødig hårdt at arbejde i. Kobberpladen kan købes i mindre stykker hos en blikkenslager eller i en hobbyforretning. Zinkplader derimod er billige, og de er bløde at arbejde i. Zinks krystalstruktur kan dog være meget uensartet, hvad der især i ætsninger kan give anledning til grimme overraskelser. Zinks blødhed bevirker endvidere, at man ikke kan tage ret mange tryk, før raderingen er ødelagt.

Normalt anvendes kobber- og zinkplader, men andre metalplader, som f. eks. aluminium og messingplader, kan også anvendes. Derimod skal man undgå jernplader, de er for hårde at gravere i med en almindelig skarp nål. Også plader af plexiglas og akryl kan anvendes, men så f å r man ikke metalpladens karakteristiske gratvirkning med og heller ikke den smukke, helt lyse, grå farvetone, som trykningen af den rene metalplade giver.

Med en pladesaks klippes eller med en papkniv efter stållineal skæres pladen ud i den ønskede størrelse, og med fil eller pladesaks afrettes kanterne, grater fjernes, og hjørnerne rundes. Herved undgås, at tryksværten får mulighed for at afsættes på kanten, og desuden skånes trykpapiret. Derefter renses pladen fuldstændigt for fedt og oxydlag med pudsecreme på en klud. Rester af pudsecreme tørres bort med en avis eller klud, og pladen skylles under vandhanen. Til sidst poleres med kridt og vand, hvorved de sidste rester af pudsecreme fjernes, og endelig skylles pladen grundigt under vandhanen, således at alt kridt bliver fjernet. Om pladen er ren, afgøres ved at lade vand løbe ud over overfladen og iagttage, om det danner en jævn hinde over hele pladen. I så fald er pladen ren, og efter tørring, enten ved henstand eller aftrykning mellem rent trækpapir, er den klar til brug. Eventuelle ridser i overfladen fj ernes - eller dæmpes - ved hj ælp af skrabej ern og polerstål.

Ethvert skarpt instrument - f. eks. et søm - der kan ridse i en metalplade, er anvendeligt. Den på fig. 35 viste type radernål er udmærket og fås i flere sværhedsgrader. Man kan også få nåle monteret på et træskaft, og endelig skal nævnes, at man kan få nåle med diamantspids, men de er temmelig kostbare.

Det absolutte krav til en tørnål er, at den er helt spids, så spids,'at den øjeblikkelig hugger i metallet. Man sliber sine nåle på en oliesten og foretager finslibningen og afstrygningen på en arkansassten. Under slibningen er det vigtigt, at nålen roterer, så den bevarer sin runde spids. Om nålen er skarp, kan prøves mod tommelfingerneglen.

Skrabejernet og polerstålet anvendes ikke til det egentlige raderarbejde i pladen, men til reparationer af fejl. Herom senere.

Med radernålen tegner og graverer man sit motiv direkte i pladen. For at lette arbejdet kan det være en fordel at dyppe nålen i en blanding af vand og petroleum, hvorved man undgår, at nålen rufler gennern pladen. Føler man sig usikker, eller findes det af andre grunde nødvendigt, kan motivet kalkeres over på pladen, evt. kan man tegne dets hovedtræk på pladen med en blød blyant eller litografisk kridt.

Ved ridsningen - graveringen - i pladen får man et spor bestående af en ridse med en vold - grat -på hver side af denne. Dette er noget meget karakteristisk for tørnålsradering, idet det er kombinationen af grat og ridse, der giver den trykte linie dens uldne karakter og den tætte skravering dens bløde og dybe sorte farve. Tager man et skrabejern og fjerner graten fra en sådan tæt skraveret flade, vil man se, at trykket bliver gråt med skarpt tegnede linier. Fig. 3 7 illustrerer dette forhold. For at give linien det karakteristiske udseende er det ikke ligegyldigt, i hvilken vinkel man holder nålen i forhold til pladen. Dette ses På fig. 37. Holder man nålen lodret, får man så godt som ingen gratvirkning, og holdes den meget skråt, får man nok en kraftig grat, men efter et par tryk er graten mast ned i pladen og linien lukket. Ca. 6o' er en passende vinkel mellem nål og plade.

Under raderarbejdet kommer man hyppigt ud for at skulle fjerne fejlraderede linier og flader; hertil anvendes skrabejernet og polerstålet. Med skrabejernet fjernes graten, og ved større flader skrabes metallet bort i små spåner, så det meste af de graverede spor forsvinder. Med polerstålet udglatter man derefter eventuelle ridser og den graverede linie, idet man med polerstålet presser mod metalpladen i liniens længderetning. Efter ihærdig bearbejdning vil pladen udvise en fordybning på det reparerede sted med en helt jævn overgang til den øvrige plade, således som det er vist på fig. 36. Denne fordybning får ingen indflydelse på det endelige tryk. Til slut skal gøres opmærksom på, at skrabestålet skal være skarpt, og at polerstålet ikke må have ridser på polerfladen; er det tilfældet, gør man blot ondt værre under poleringen. Er en linie eller et helt parti blevet for mørkt, lettes linien eller fladen ved forsigtig behandling med skrabejernet. Brug aldrig polerstålet til dette arbejde, da linien i så fald bliver sodet og uren i trykket.

Når pladen er færdiggraveret, renses den omhyggeligt for spåner og metalstøv, eventuelt tørres den over med en terpentin- eller spritklud.

Man er nu nået frem til det mest spændende øjeblik i det grafiske arbejde det første tryk skal tages. Dette kan give anledning til mange overraskelser, at konfronteres med sine anstrengelser i sort på hvidt. Undertiden bliver man behageligt overrasket, men lige så ofte må man ærgre sig over resultatet, og man må atter i gang med at radere og rette i pladen.

Det kræver megen øvelse at lave gode tryk, og mange faktorer har indflydelse på resultatet: fugtningen af papiret, tryksværtens konsistens, indvalsningen og aftørringen af pladen, trykpressens indstilling osv.

Indvalsning af pladen

Med paletkniven spartles kobbertryksværten ud på glaspladen, og med gummivalsen rulles den ud i et jævnt, ret tykt lag. Derefter indvalses pladen, således at den er helt dækket med farve. Det er vigtigt, at de graverede partier er helt fyldt med tryksværte. Dette sikrer man sig ved at gnide med tommelfingeren eller ved at anvende en dab (vist På fig.40)til indvalsningen. Indvalsningen lettes, hvis pladen er varm (3 5-40 o C)

Pladen af tørres nu således, at der kun bliver tryksværte tilbage i de graverede partier, men på den anden side skal man sikre sig, at disse stadig er helt fyldt med tryksværte. Den første, grovere aftørring foretages med gamle aviser, evt. tidligere brugt tarlatan eller gaze. Herved fjernes det meste af den overflødige tryksværte, og man ser atter den blanke metaloverflade. Aviserne eller gazen skal drejes rundt på pladen med et let tryk.

Den endelige aftørring af pladen sker med pergamentpapir, der gnides hen over pladen med et let tryk. Trykker man for hårdt, fjernes sværten fra de raderede områder, og man får da intet tryk af disse, i bedste fald en gra tone. En sidste aftørring kan udføres med hånden. Dette sker bedst med lette strøg over pladen af højre hånds inderside, med den pude, som udgør tommelfingerens forlængelse i håndfladen.

Det er vigtigt, at pladens bagside og kant er rengjorte inden trykningen.

Ved trykning af en plade ser man ved sammenligning med det omgivende papir, at de ikke raderede flader ikke har papirets hvide farve, men står i en lys, grå tone. Ønsker man, for en særlig virknings skyld, at dele af trykket skal stå med papirets farve, kan man fjerne den sidste tynde film af tryksværte med lidt vat på en tændstik.

Behandling af trykpapir

Inden brugen skal trykpapiret fugtes til en passende fugtighedsgrad, idet det fugtede papir er smidigt, og ved trykningen bliver det i stand til at tage farven op fra de graverede områder. For tørt eller vådt papir giver lyse tryk.

Det bedst egnede papir er det såkaldte kobbertrykspapir. En anerkendt kvalitet hedder Van Gelderzonen.

Papiret fugtes på begge sider med en våd svamp, og papiret skal være ensartet fugtet over det hele, dette ses ved, at det har en helt ensartet tone. Man fugter med det samme så meget papir, som man mener at have brug for. Er papiret blevet for fugtigt - ses ved, at det f år en glinsende overflade aftrykkes det mellem to stykker trækpapir.

Man kan fugte en større mængde papir og opbevare det til senere brug ved at gå frem som følger: i en plasticskål hældes en opløsning af 5 g kloramin i i liter destilleret vand. Man gør derefter et ark vådt og lægger oven på dette et tørt ark og oven på dette igen et vådt og så fremdeles, således at man slutter med et vådt ark.

Stabelen af skiftevis våde og tørre ark opbevares i en plasticpose. Ved denne fremgangsmåde kan papir opbevares trykkeklart i op til 6 måneder. Kloraminen forhindrer mugdannelser og bleger samtidig papiret.

Til trykning anvendes en raderpresse eller en skomagervalse med stålvalser. I nødstilfælde kan en vridemaskine anvendes. Hvorledes en raderpresse (skomagervalse) er indrettet i princippet, er vist på fig. 42.For at sikre et ensartet tryk på den raderede plade anvender man 1-2 lag filt. Filten bør være 3-6 mm tyk, smidig og af god kvalitet, og det er fornuftigt, at det ene filtlag er væsentlig tykkere end det andet. Man skal altid være omhyggelig med sit filt og undgå, at det tilsvines med tryksværte og bliver drivende vådt, idet papirets lim efterhånden kan trænge ind i filten og gøre den stiv, hvorved dens virkning ophæves. Er filten blevet for stiv, kan den vaskes i sæbevand. Den raderede plade føres gennem pressen, hvilende på en jernplade - trykpladen. Denne bør ikke være for tynd, er den det, vil den meget hurtigt valses rund og besværliggøre trykningen, især hvis man trykker i farver. En jernpladetykkelse på 4-6 mm vil være passende.

Jernpladen med radering osv. skubbes nu ind mellem valserne, og det er vigtigt, at den ikke kommer til at gå skævt, da jernpladen ellers kan beskadige trykpressen. Deref ter indstilles valsernes tryk med håndhjulet foroven, og trykket skal være så kraftigt, at man netop kan dreje pressens håndhjul med en jævn bevægelse. Herved føres pladen gennem pressen, og når pladen er passeret, er trykningen gennemført. Filt og papir fjernes, trykpapiret løftes forsigtigt bort fra raderingen, og man står nu med det med spænding imødesete resultat.

Efter endt brug renses pladen omhyggeligt med xylen, og den raderede flade males med asfaltlak som beskyttelse mod oxydering. Asfaltlak kan fjernes med xylen. Også redskaberne kan renses med xylen (terpentin).

Stregætsning (hårdgrundsætsning)

Har man i nogen tid arbejdet med tørnål, vil man opdage, at metoden har visse begrænsninger, hvad angår udformningen af detaljer og variationer i stregernes finhed og tone. Med stregætsningen er man i stand til at opfylde sådanne krav. Metoden er baseret på, at syre kan ætse i en metalplade. Man dækker pladens overflade med en syrefast hinde og ridser i denne ned til metaloverfladen. Derefter anbringes den raderede plade i et syrebad, og syren vil ætse sig ned i pladen, hvor man har blotlagt metallet. Man får som ved tørnålen en plade bestående af graverede linier, men uden dennes grat.

Fremgangsmåden er nøjagtig den samme som beskrevet under tørnålsraderingen, se side 57. Blot skal det understreges, at det her er en betingelse for et godt resultat, at pladen er fuldstændig affedtet og befriet for oxydhinder. I modsat fald vil ætsningen med sikkerhed mislykkes.

Hårdgrund kan købes færdig i udmærkede engelske og franske kvaliteter, men om ønskeligt kan man selv fremstille den af 2 vægtdele bivoks (hvid),

1 vægtdel mastix og 1 vægtdel pulveriseret syrisk asfalt. Asfalt og Mastix smeltes i en kasserolle, og bivoksen tilsættes efterhånden under omrøring.

For at kunne dække metaloverfladen med en jævn og tynd syrefast hinde skal pladen opvarmes til godt 6o ^oC, som er hårdgrundens smeltepunkt. Dvs. pladen skal være så varm, at man netop ikke kan holde på den.

Pladen opvarmes lettest og jævnest på en elektrisk varmeplade, men en 4-6 mm tyk jernplade anbragt ca. io cm over et gasblus er ligeledes brugbar. Det er derimod direkte dårligt at opvarme pladen direkte over et gasblus eller en spritlampe, man har da ingen kontrol med arbejdet.

Når pladen er opvarmet til en passende temperatur, gnides hårdgrunden rundt over pladen, hvorved smeltet grund overføres til denne. Grunden valses derefter ud i en tynd, ensartet hinde ved hjælp af en gummivalse eller en dab. Ved pålægning af grund er det vigtigt, at pladen ikke bliver så varm, at hårdgrunden ryger - »brænder på« - da den i så fald bliver mindre modstandsdygtig mod syre. Det er endvidere af betydning, at der ikke påføres for tykt et lag, idet et sådant dels er vanskeligt at radere i, dels kan grunden regne, når den størkner. (Valse o. s. v. rengøres med xylen).

Når pladen er kølet så meget, at grunden er størknet, kan man sværte den sort ved sodning, hvorved raderarbejdet lettes betydeligt. Hertil anvendes et tællelys eller en sodende petroleumsflamme. Den endnu varme plade holdes i en fileklo eller lignende med grunden nedad, og den sodende flamme føres med jævne bevægelser frem og tilbage under pladen i en 15-20 cm af stand fra denne, indtil man får en overflade med en blank sort farve. Har overfladen fået matte sorte pletter, skyldes det, at lyset har brændt og svækket grunden. Det er da sikrest at lægge en ny grund.

I stedet for at anvende en fast hårdgrund kan man anvende en flydende, der fremstilles ved at opløse hårdgrund i xylen. Denne hældes ud over pladen i et jævnt, tyndt lag, og ved henstand vil opløsningsmidlet fordampe og efterlade en hinde af fast grund.

Også rent bivoks kan anvendes som grund. Dette er at foretrække, hvor man ønsker en gennemsigtig grund for at kunne se allerede raderede partier gennem denne - i så fald sodes pladen naturligvis ikke. Voksgrunden kan lægges som hårdgrunden. En anden fremgangsmåde er at opvarme pladen til noget over bivoks' smeltepunkt, hvorefter vokset stryges ud over denne. Man stiller derpå pladen på skrå og lader overflødigt voks løbe af.

Hvis man under raderarbejdet får ridser eller beskadigelser i grunden, kan de repareres ved overmaling med asfaltlak (shellakopløsning).

Radering i pladen

Med en ikke for spids radernål udfører man sit motiv i den lagte hårdgrund. Under arbejdet er det vigtigt, at alle linier når ned og blotlægger metallet, men man må på den anden side ikke trykke så hårdt, at man kommer ned i selve metalpladen. Af samme grund skal man føre nålen med rolige og jævne bevægelser og ikke »kradse« løs over pladen, som man kan være tilbøjelig til, når man tegner og maler på papir. Man skal også undgå at lægge linierne for tæt, da man i så fald under ætsningen kan risikere, at linierne løber sammen, og man får en bred ætsning, der ikke trykkes sort, men gråt. Det er bedre at opnå en tæt tone ved hjælp af krydsskravering.

En eventuel tegnings hovedlinier kan overføres til pladen ved først at overføres til et stykke gennemsigtigt tegnepapir eller lignende gennemsigtigt papir. Tegnepapiret indf arves med lyst f arvepulver på den tegnede side og kalkeres derefter over på grunden med den tegnede og indfarvede side nedad mod denne. Husk, at billedet spejlvendes ved trykningen.

Ætsning af pladen

Som allerede nævnt i indledningen skal raderingen ætses i et syrebad. Her er flere muligheder - salpetersyre, hollandsk bad og jernkloridopløsning og hvilken der skal anvendes, affiænger af den ønskede karakter i ætsningen, og hvilken metalplade man arbejder i. Nedenfor skal der gives nogle opskrifter på syrebade og deres anvendelse.

Ætsningen skal foregå i et syrefast kar, plasticbakker er udmærkede til dette formål. De forskellige syrer bør opbevares i flasker med glasprop, evt. flasker af plast med tætsluttende skruela*g. jernkloridopløsning opbevares i mørke flasker.

Under arbejdet med syre skal man udvise forstigtighed. Får man syre pa fingrene, skylles de straks under vandhanen, og stænk på tøjet neutraliseres med ammoniakvand (fortyndet salmiakspiritus). Arbejder man med salpetersyre og hollandsk bad, bør rummet være godt ventileret - gennemluftet - af hensyn til udviklingen af giftige dampe under ætseprocessen. Ved ætsning med jernkloridopløsning fås derimod ingen gasudvikling, hvorfor dette ætsemiddel er velegnet i skolelokaler og rum uden ordentlig ventilation.PAS PÅ! ved fortynding af syre; altid syren til sidst.

Salpetersyrebadet

Hertil anvendes salpetersyre, teknisk vare 41 Be` (Baumégrader) svarende til vf.1,4oeller ca. 6oO/o. Kemisk ren salpetersyre bør foretrækkes.

Til zinkætsning

Til kobberætsning

3 rumfangsdele vand + i rumfangsdel syre. Også denne syreblanding afbrændes, men med kobber.

Salpetersyrebadet ætser hurtigt og meget voldsomt ned i pladen, men det ætser også ud til siderne, således at der opstår sækkelignende fordybninger. Dette forhold giver ved for tætte skraveringer stor risiko for ødelæggelse af disse, se fig. 44. Under ætsningen dannes endvidere gasbobler og kvælstofilter, hvorfor det tilrådes, at lokalet er godt ventileret.

Det hollandske bad

Dette består i det væsentlige af saltsyre, men for at syren skal kunne bide i kobberpladen, må der tilsættes et iltningsmiddel, kaliumklorat

Til kobber- og zinkætsning

3 rumfangsdele kaliumklorat + 8o rumfangsdele vand (om muligt destilleret)+ 2o rumfangsdele koncentreret saltsyre (35 %). Kaliumkloratet opløses i vandet under opvarmning og omrøring. Når stoffet er opløst, afkøles opløsningen, og saltsyren tilsættes. Også her afbrændes ætsevæsken, med kobber til kobberætsning og med zink til zinkætsning.

Det hollandske bad ætser langtfra så hurtigt som salpetersyrebadet, men det ætser til gengæld lodret ned i metalpladen og mindsker følgelig risikoen for sammenløb af tæt raderede linier, se fig. 44. Under ætsningen dannes ingen gasbobler, men badet antager efterhånden en grøn farve, og de raderede linier morkner og mister den skinnende metalfarve.

Jernkloridbadet

Dette består af en opløsning af jernklorid - ferriklorid, FeC1  3 - i vand. Jernklorid købes i fast form eller som færdig koncentreret opløsning, der fortyndes med vand efter behov.

Til zinkopløsning

Opløsningen skal have en styrke på ca. 15 Bé o, svarende til vægtfylden 1, 12, og fremstilles af ca. 100 g jernklorid og ca 300 g vand. Styrken kontrolleres med et aræometer, og om fornødent tilsættes lidt jernklorid eller vand for at justere opløsningen til den ønskede styrke.

Til kobberætsning

Opløsningen skal have en styrke på ca. 20 Bé', svarende til vægtfylden 1, 16, og fremstilles af ca. 1oo g jernklorid og ca. 250g vand.

Jernkloridbadet virker langsomt, men ætser omtrent som det hollandske bad, dog med en svag sæklignende profil, se fig. 44. Under ætsningen udvikles ingen gasarter, men efterhånden dannes et bundfald i de raderede linier af udfældet jern. Det er en ulempe ved dette bad, at opløsningen er stærkt farvet, hvad der gør det vanskeligt at følge ætsningens fremadskriden.

Det skal endelig nævnes, at aluminiumsplader ikke kan ætses i iltende syrebade som salpetersyre og det hollandske bad. Derimod kan saltsyre og jernkloridopløsning anvendes.

Når pladen er raderet færdig, males dens bagside og kanter med asf altlak for at beskytte disse under ætsningen. Asfaltlak kan købes færdigt, men kan laves ved at opløse i kg syrisk asfaltpulver i i liter xylen. For at gøre gså lakken mere smidig tilrådes det at tilsætte et stykke bivoks på størrelse med en ært.

Når asfaltlakken er tørret, hældes der syre i plasticbakken, og pladen lægges ned i syren med den raderede side opad. Der anvendes så meget syre, at pladen dækkes helt. Under ætsningen skal man fra tid til anden fjerne bobler og bundfald med en fjer eller en tot vat eller ved forsigtigt at ryste bakken.

Hvor længe en plade skal ætses, affiænger af mange faktorer: hvor dybt man ønsker den ætset, ætsevæskens koncentration og temperatur, om den har været brugt gentagne gange og af metalpladens struktur. Eksakte og detaljerede anvisninger kan vanskeligt gives, men visse hovedlinier skal opstilles i det følgende.

1. jo længere tid der ætses, jo dybere ætses der ned i pladen, og jo dybere en linie er ætset, jo mørkere bliver den i trykket. Ønsker man en linie ætset dobbelt så dyb som en anden, skal ætsetiden være - gange så lang.

2. En mere koncentreret syre ætser hurtigere end en svagere. De foran op givne ætsebade vil være passende i de fleste tilfælde, men drejer det sig om tætte skraveringer eller fine detaljer, bør salpetersyrebadet fortyndes noget (koncentrationen kan f. eks. halveres).

For jernkloridopløsninger gælder denne regel ikke ubetinget, idet den reagerer hurtigst ved en opløsning med vægtfylden 1,29, mens den helt koncentrerede opløsning reagerer langsommere.

3. Er syrebadet koldt, reagerer det langsomt. Man skal derfor altid arbejde ved stuetemperatur (20-22' C.), hvor reaktionen foregår med rimélig hastighed. Endvidere sikrer man sig bedre ensartede betingelser fra gang til gang, når man ætser ved samme temperatur.

Fig. 45 viser nogle ætseprøver, og disse kan anvendes som en grov rettesnor for arbejdet.

Når pladen er ætset, tages den op af badet og skylles grundigt under vandhanen på alle sider, hvorefter man lader den tørre. I mange tilfælde ønsker man, at visse dele af pladen skal ætses dybere og derved trykke mørkere. Man dækker derfor de dele af pladen, der ikke skal ætses mere, med asf altlak, og når denne er tør, gentages ætsningen. Denne af dækning og ætsning kan gentages så mange gange, man måtte ønske.

Når pladen er helt færdigætset, skyllet og tørret, fjernes asf altlak og hårdgrund med xylen. Rengøringen skal være omhyggelig, så pladen sluttelig står med den rene metalfarve. Eventuelt foretages en sidste aftørring med terpentin eller denatureret sprit. Man er nu klar til at tage det første prøvetryk.

Trykning af pladen

Fremgangsmåden er nøjagtig den samme som beskrevet under tørnålsradering.

Ønsker man efter det første prøvetryk at rette på pladen, gøres dette med skrabejern og polerstål, som angivet under tørnålsradering. Arbejdet er dog vanskeligt og tidsrøvende.

Ønsker man derimod at foretage tilføjelser til den én gang behandlede og trykte plade, kan man lægge en ny grund, efter at pladen er renset for tryksværte med xylen eller terpentin. I så fald er det bedst at lægge en grund af bivoks og undlade sodning. Man kan da let, under den fortsatte radering, se de allerede ætsede partier. Endelig kan man fortsætte med tørnålen på den ætsede plade eller anvende andre teknikker, som er beskrevet i de følgende afsnit.

Sammenfatning

Under arbejdet med en stregætsning er der mange ting, man skal huske på. Derfor skal der til slut gives en oversigt over arbejdsgangen.

1. Pladens kanter og hjørner afrundes.
2. Pladen renses for fedt og oxydhinder med pudsecreme, kridt og vand. Den tørres.
3. Grunden lægges.
4. Pladen sodes om fornødent.
5. Raderingen udføres.
6. Bagside og kanter dækkes med asfaltlak. Tørres.
7. Pladen ætses.
8. Pladen skylles ren og tørres.
9. Asfaltlak og hårdgrund fjernes med xylen.
10. Pladen trykkes.

Illustrationerne fig. 45 viser nogle eksempler på udførte stregætsninger.